Kollektion: Midt September

Hos Midt.September ønsker jeg at bidrage til at forlænge levetiden på de ting, som allerede er.  

Alle produkter er håndlavet, skabt af genbrugsmaterialer og nogle er farvet med naturfarve. Dette betyder også, at der kan være syninger som danser, små mærker og skønhedspletter på tekstilerne, naturfarve kan skabe de smukkeste mønstre, og det bedste ved det hele er, at intet er ens.

Andre produkter er håndsyede af eksempelvis gamle, franske hørduge med smukke broderier, franske brudelagner eller andre, særlige fund. Jeg gør mig umage med at vælge de fineste materialer og broderier.

Naturfarvning er en længere proces, hvor jeg først forbehandler det materiale, der skal farves. Så sanker jeg materialer i naturen eller i mit køkkenaffald. Det kan eksempelvis være avokado og løgskaller, eller blade fra æbletræer, brombærbuske eller friske valnødder. Så koger jeg en farvesuppe, lader det køle, trække, sier og til sidst tilsætter jeg det, som skal farves. Nogle gange skal det have et hurtigt dyp og andre gange trækker det i flere dage. Hele processen foregår i min have her på Sydfyn. 

Jeg bruger altid kun naturmaterialer som silke, uld, hør og bomuld, og du kan være tryg ved at både natur og mennesker har haft det godt under hele processen. 

Når du får dit produkt hjem, vil det leve videre hos dig, det kan med tiden ændre farve. sollys, vask og daglig brug er med til at farverne ændrer sig. 

Af hensyn til miljøet og dit færdige produkt, vil jeg anbefale dig at vaske dit produkt så sjældent som muligt og altid med ph-neutral sæbe.